Elektrikeren vinder Akademikerprisen 2023

Vi er utroligt begejstrede og stolte over at kunne meddele, at vi har vundet Akademikerprisen 2023. Denne prestigefyldte erhvervspris hylder små og mellemstore virksomheder, der har opnået resultater gennem ansættelse af akademikere. Det er en stor ære at blive anerkendt for vores indsats og dedikation til at kombinere faglighed og erhvervsliv.

I januar 2022 traf indehaver, Tom Jensen, beslutningen om at ansatte historiker Lærke Kristensen, med erfaringen fra museumsverdenen. Selvom en historiker måske ikke lyder som det oplagte match med varmepumper og solcelleanlæg, har samarbejdet i den grad båret frugt. Lærkes indsats inden for digitalisering, kommunikation, effektivisering og formidling, kan ses på bundlinjen. Lærke har bidraget til, at Elektrikeren har øget omsætningen fra 14 til 26 millioner på blot et år. Det er det, vi kalder ”Lærke-effekten”.

Det betyder utroligt meget at modtage prisen, fordi vi måske også kan være med til at inspirere andre virksomheder til at ansætte akademikere. Jeg håber også, at det kan inspirere akademikere som mig til at forsøge at kaste sig ud i noget nyt og finde ud af, at vores kompetencer faktisk kan bruges til meget mere end i de konventionelle job, som vi kender til” siger Lærke Kristensen.

Det er en stolt og glad direktør, der tager imod prisen:

At vinde Akademikerprisen betyder, at vi får mere selvtillid i firmaet, og det viser med al tydelighed, at vi har taget den rigtige beslutning. Samtidig håber vi, at vi kan inspirere andre håndværksfirmaer til at ansætte en akademiker, for det bliver mere og mere komplekst ude i firmaerne, så jeg kan kun sige ”go for it”, siger Tom Jensen.

Lærke uddyber, at hun ser åbenlyse fordele i at arbejde i en mindre virksomhed i en utraditionel branche:

– “Man kan virkelig udvikle sig, få et stort ansvar hurtigt og være med til at definere sin egen rolle. Det, og alle de andre fordele, jeg ser ved at være akademiker i en ukonventionel branche, vil jeg rigtig gerne pointere over for andre akademikere“.

Læs mere om vinderen af Akademikerprisen 2023 her: https://lnkd.in/eSETvZ6z